Øverst oppe i Gran Sasso ligger Campo Imperatore – et lille stykke Tibet midt i Italien.

Midt i Italien og midt mellem østkysten og vestkysten inde i Gran Sasso ligger den fantastiske smukke højsslette Campo Imperatore. Landskabet er helt specielt og ligner slet ikke noget i resten af Italien. Det er som at træde ind i en helt anden verden. Italienerne kalder det da også ”Lille Tibet”.

De højeste bjerge i Appeninerne findes her. Cono Grande og Cono Piccolo er henholdsvis 2912 og 2665 meter høje. Der er mange bjergtoppe, men det er især højsletten, der imponerer. Her er meget øde, og i området er der kun et par småbyer, bl.a. Castel del Monte og Santo Stéfano di Sessanio. De er til gengæld meget smukke og et besøg værd. Endelig skal man også huske at se borgruinen Rocca Caláscio.

Får, geder, køer og vilde heste går frit rundt i det storslåede landskab.

Det er nemmest at komme op i området ved at køre af autostradaen ved Assergi. Det tager faktisk kun en time at køre dertil fra kysten – eller fra Rom. En lang tunnel med mere end 10 kilometer autostrada går under området.

Enten kan man køre hele vejen op eller man kan tage liften op. Det vil dog være synd ikke at køre den smukke tur op i området.

Oppe i landskabet er der masser af vandreruter, og har man lyst til at klatre op på bjergtinderne er der også angivet ruter. Om vinteren står mange italienere på ski i området.

For enden af vejen ligger et hotel bygget i fascistisk stil. Mussolini blev hold fanget her i en kort periode i 1943 indtil tyskerne befriede ham ved at lande med en svæveflyver og førte ham til Norditalien. Det siges, at Mussolinis værelse står urørt og ser ud som dengang han ufrivilligt boede på hotellet.

Mange af de smukke og øde landskaber i filmen ”The American” med Gorge Clooney er fra Campo Imperatore.

Campo Imperatore betyder i øvrigt kejserens mark, og Gran Sasso betyder store sten. Når man er der, forstår man udmærket at området har fået det navn.

Castel del Monte

Rocca Calascio

Bedst som jeg lige har lanceret min blog, ser jeg en artikel i Jyllands-Posten om Abruzzo.

Under overskriften “En skjult tidslomme i de italienske bjerge” er der en rejsebeskrivelse fra bjergområderne Gran Sasso/Campo Imperatore og Mailella.

De skriver bl.a. at ”Abruzzo-regionen i det centrale Italien byder på maleriske bjerglandskaber og spirituelle tilflugtssteder” og ”At være i Abruzzo-regionen kan sammenlignes lidt med at tage en tidsmaskine tilbage i tiden. Her foregår tingene nemlig, som de har gjort det i mange år.”

Om Campo Imperatore skriver de ”At det kuperede bjerglandskab ligger øde hen, så langt øjet rækker, er årsagen til, at området Campo Imperatore i Gran Sasso også kaldes for ”Lille Tibet.” Som i det rigtige Tibet er der også en helt særlig ro og tidsløshed over stedet, som giver indtrykket af en egn helt isoleret fra den omkringliggende verden.”

Vi kan ikke være mere enige og holder meget af at komme i “Lille Tibet”. Dejligt at man begynder at få øje på dette skønne hjørne af Italien.

Læs artikel her: http://jyllands-posten.dk/rejser/ECE6360746/en-skjult-tidslomme-i-de-italienske-bjerge/

Faktisk havde Politiken også en artikel i oktober: http://politiken.dk/rejser/temarejser/ECE2107402/kom-taet-paa-ulve-bjoerne-og-eneboere-kun-80-kilometer-fra-storbyen/

Man skal ikke have været længe i Abruzzo før man finder ud af, at de er glade for chili. Eller pepperoncino,  som de hedder på italiensk. Og tag ikke fejl. De er stærke. Man kan købe dem overalt friske og hele, men også som chiliflager i pose eller i glas.

Når de på restauranten siger ”attenzione piccante”, når de stiller noget rødligt olie med røde flager i på bordet, så mener de det, og det er det ikke pikant som ”delikat” eller som pikantost. Det er stærkt. Rigtig stærkt.

Pepperoncino i olie bliver i Abruzzo bl.a. serveret til ”pasta al ragú” (pasta med kødsovs) lige så naturligt som parmesanost, men et godt råd: Tag kun en smule olie ad gangen. Pepperoncino bliver også brugt til mange andre ting og i mange andre retter. De har selvfølgelig også noget ækelt spiritus med chili i.

Buon appetito.

Rundt om Atri, bl.a. i ”vores” dal, men specielt i dalen, der ligger lige ovre på den anden side af den vej, der fører ud til vores hus, er der nogle helt specielle formationer i jordoverfladen.

Formationerne kaldes på italiensk ”calanchi”, og er opstået på grund af nogle helt specielle jordbundsforhold og erosion. Det ser nærmest ud som om noget flydende er størknet på et øjeblik. De ligner noget fra en fremmed planet og er dybt fascinerende.

Calanchi di Atri er i dag et naturreservat beskyttet af WWF. Her er en helt specielt plante og dyreliv med bl.a. flagermus og hulepindsvin samt diverse sjældne krybdyr.

Link: www.riservacalanchidiatri.it

Atri er vores by. Vi kan se den fra vores hus (billedet er taget fra huset), og der er to kilometer ind til byen.

Atri er en gammel by, ingen ved rigtig HVOR gammel, men den har været der også flere tusind år før Kristi fødsel. Nogle mener, at den har lagt navn til Adriaterhavet for byen hedder også ”Hadria” og uden ”h” ligger navngivningen af Adriaterhavet jo ligefor. Men ingen ved det med sikkerhed.

Byen er nævnt i turistguider som en af de mindre byer, man skal se, hvis man er i Abruzzo sammen med bl.a. nabobyen Penne. Det er en rigtig italiensk provinsby med alt, hvad der skal være. Kirken ”Doumo”, og kirkepladsen, Rådhuset og rådhuspladsen, hovedgade, Corsoen, en bypark, en masse snævre gyder og gamle huse. Her er en håndfuld restauranter, en masse barer, tre supermarkeder og mange små butikker. Mandag formiddag er der marked.

Fra byparken og fra udsigtspunktet ”Belvedere” er der en fantastisk udsigt over området og ud til havet og ind til bjergene. En vittig person har lavet et kunstværk ved Belvedere, hvor der står ”Alt for høje bjerge og alt for lang kystlinje”.

Og så er der næsten altid en fest i Atri. For hele byen. I juli er der bl.a. en international bluesfestival midt inde i byen, men derudover er der i løbet af året en masse fester. Vi har ofte spurgt ”Hvad holder I nu fest for?”

Endelig skal man ikke undlade at gå op i byen en søndag mellem kirketid og frokost. Eller efter frokost. Der er alle ude at hilse på hinanden. I sommerhalvåret kan man også gå en tur i byen om aftenen mellem ti og tolv. Der er et leben i byen, selv på hverdage.

Vi kan godt lide Atri.

Jeg har længe haft lyst til det. Men tiden og overskuddet har manglet. Men nu er det sket. Jeg har lavet en blog. Om Abruzzo. En region i Italien, som ikke ret mange kender til. Nogle har måske købt en rødvin i supermarkedet, der hedder Montepulciano d’Abruzzo. Men ikke tænkt nærmere over det, og hvad Abruzzo er eller hvor det ligger. Ellers har de aldrig hørt om Abruzzo.

Abruzzo er en overset, men utrolig smuk region i det mellemste af Italien. Regionen ligger ca. på højde med Rom, men vender ud mod Adriaterhavet.

Vi endte der ved et tilfælde. Tre familier og gode venner snakkede for nogle år siden for sjov om at købe et hus sammen i Italien, men væk fra turisterne. Vi havde hørt navnet Abruzzo, og nogle af os som kendte nogle italienere havde hørt, at Abruzzo var en mulighed. Ukendt og kønt og med gode strande. De havde ret.

I 2007 tog vi derned på ferie sammen. Vi endte med at købe en ruin på en bjergskråning uden for byen Atri, og anede ikke, hvad vi kastede os ud i. Det gik heldigvis godt. Huset, som nu hedder Villa Cichetti efter de første registrerede beboere af huset, stod færdigrenoveret i 2009, og siden er vi jævnligt og på alle årstider kommet til Abruzzo og Atri, som nu også er ”vores” by.

Vi er blevet så glade for at komme der, at jeg er nødt til at fortælle andre om det. Derfor denne blog.

Billedet viser udsigten fra vores hus ned over dalen og ned til havet.

Kommentarer er naturligvis mere end velkomne!