Atri – byen på bakketoppen

Atri er vores by. Vi kan se den fra vores hus (billedet er taget fra huset), og der er to kilometer ind til byen.

Atri er en gammel by, ingen ved rigtig HVOR gammel, men den har været der også flere tusind år før Kristi fødsel. Nogle mener, at den har lagt navn til Adriaterhavet for byen hedder også ”Hadria” og uden ”h” ligger navngivningen af Adriaterhavet jo ligefor. Men ingen ved det med sikkerhed.

Byen er nævnt i turistguider som en af de mindre byer, man skal se, hvis man er i Abruzzo sammen med bl.a. nabobyen Penne. Det er en rigtig italiensk provinsby med alt, hvad der skal være. Kirken ”Doumo”, og kirkepladsen, Rådhuset og rådhuspladsen, hovedgade, Corsoen, en bypark, en masse snævre gyder og gamle huse. Her er en håndfuld restauranter, en masse barer, tre supermarkeder og mange små butikker. Mandag formiddag er der marked.

Fra byparken og fra udsigtspunktet ”Belvedere” er der en fantastisk udsigt over området og ud til havet og ind til bjergene. En vittig person har lavet et kunstværk ved Belvedere, hvor der står ”Alt for høje bjerge og alt for lang kystlinje”.

Og så er der næsten altid en fest i Atri. For hele byen. I juli er der bl.a. en international bluesfestival midt inde i byen, men derudover er der i løbet af året en masse fester. Vi har ofte spurgt ”Hvad holder I nu fest for?”

Endelig skal man ikke undlade at gå op i byen en søndag mellem kirketid og frokost. Eller efter frokost. Der er alle ude at hilse på hinanden. I sommerhalvåret kan man også gå en tur i byen om aftenen mellem ti og tolv. Der er et leben i byen, selv på hverdage.

Vi kan godt lide Atri.

Leave a Reply