Øverst oppe i Gran Sasso ligger Campo Imperatore – et lille stykke Tibet midt i Italien.
Midt i Italien og midt mellem østkysten og vestkysten inde i Gran Sasso ligger den fantastiske smukke højsslette Campo Imperatore. Landskabet er helt specielt og ligner slet ikke noget i resten af Italien. Det er som at træde ind i en helt anden verden. Italienerne kalder det da også ”Lille Tibet”.
De højeste bjerge i Appeninerne findes her. Cono Grande og Cono Piccolo er henholdsvis 2912 og 2665 meter høje. Der er mange bjergtoppe, men det er især højsletten, der imponerer. Her er meget øde, og i området er der kun et par småbyer, bl.a. Castel del Monte og Santo Stéfano di Sessanio. De er til gengæld meget smukke og et besøg værd. Endelig skal man også huske at se borgruinen Rocca Caláscio.
Får, geder, køer og vilde heste går frit rundt i det storslåede landskab.
Det er nemmest at komme op i området ved at køre af autostradaen ved Assergi. Det tager faktisk kun en time at køre dertil fra kysten – eller fra Rom. En lang tunnel med mere end 10 kilometer autostrada går under området.
Enten kan man køre hele vejen op eller man kan tage liften op. Det vil dog være synd ikke at køre den smukke tur op i området.
Oppe i landskabet er der masser af vandreruter, og har man lyst til at klatre op på bjergtinderne er der også angivet ruter. Om vinteren står mange italienere på ski i området.
For enden af vejen ligger et hotel bygget i fascistisk stil. Mussolini blev hold fanget her i en kort periode i 1943 indtil tyskerne befriede ham ved at lande med en svæveflyver og førte ham til Norditalien. Det siges, at Mussolinis værelse står urørt og ser ud som dengang han ufrivilligt boede på hotellet.
Mange af de smukke og øde landskaber i filmen ”The American” med Gorge Clooney er fra Campo Imperatore.
Campo Imperatore betyder i øvrigt kejserens mark, og Gran Sasso betyder store sten. Når man er der, forstår man udmærket at området har fået det navn.