Det er altid godt at få en lille en efter maden eller til kaffen.
Har man været ude at spise på restaurant i Abruzzo, har man sikker oplevet at de efter maden spørger om man har lyst til ”un amaro”, sådan ligesom til at fordøje maden med. Kigger man på hylderne i supermarkedet kan man også se, at de har mange hyldemeter med diverse besynderlige flasker med spiritus man aldrig har set før, som der ofte står et eller andet med Abruzzo på. Eksempelvis ”Amaro d´Abruzzo”. Kan man godt lide krydret spiritus, så prøv.
I Abruzzo er de glade for krydret spiritus. Og noget er bestemt mere drikkeligt end andet. Og noget er mere kuriøst end godt. Det er den rige natur og de mange krydderurter man finder her, der naturligvis er årsagen til de mange varianter.
De har diverse typer spiritus med ubestemmelige krydderblandinger. Amaroer baseret på diverse frugter og lakridsspiritus.
De har også en spiritus baseret på ginseng rod (genziana). Den er ret markant og gennemtrængende, og det er bestemt en man enten kan lide eller ikke lide.
Det mest specielle er dog “Centerba”, der er en giftgrøn drik, som efter sigende skulle være lavet på 100 urter (cento erbe, deraf navnet). Det er en kradsbørstig sag på hele 72%, så man skal virkelig passe på. Smagen er også ret speciel, og jeg har ikke mødt ret mange – om nogen – der kan lide det.
Men nogen lokale må jo drikke det. Ellers lavede de det jo nok ikke.