Gole di Celano

Gole di Celano er en 12 km lang og meget imponerende Gole (kløft) i det centrale Abruzzo.  Kløften er en af de mest imponerende kløfter i både Italien og i Europa.

Kløften ligger ved byen Celano, der ligger lige ved siden af motorvejen A25, der forbinder Rom og Pescara.

Gole di Celano, der har et fald på mere end 500 meter, byder på fantastiske scenerier, og nogle steder er kløften kun ganske få meter bred. Til gengæld er den meget dyb med høje klipper på begge sider.

Gole di Celano begynder oppe ved byen Ovindoli, der ligger nord for Celano, og den går først mod øst for derefter at dreje mod syd. En tur gennem hele kløften tager lidt over 4 timer, og den kan klares af de fleste med en almindelig kondition og nogle ordentlige vandresko (husk mad og drikke!). Har man tendens til klaustrofobi skal man nok holde sig væk.

Man kan dog tage kortere ture ind i kløften både oppefra og nedefra. Nedefra Celano kan det dog være svært at finde indgangen på grund af manglende skiltning fra vejen op mod Celano.

Om vinteren og langt hen i foråret kan man ikke gå gennem kløften på grund af sne og vand, der strømmer gennem kløften. Kløften skal være ”tør”, så de bedste tidspunkter at gå i kløften er hen på sommeren og først i efteråret.

Når man er ved Celano bør man selvfølgelig også besøge det store og flotte Castello di Celano.

Se video fra Gole di Celano:
https://www.youtube.com/watch?v=GRLrFWRdbuc

Leave a Reply