TV går tæt på Abruzzo

Se udsendelse om maden i Abruzzo på DK4 d. 26. december kl.19.15.

Kom med til Abruzzo, når den danske kok Claus Pedersen og hans italienske kæreste Claudia Amendola drager af sted til Abruzzo på en gastronomisk rejse i programserien ”Det ægte Italien”. Se udsendelsen d. 26 dec kl.19.15 på DK4.

Abruzzo kaldes ”Europas grønne hjerte”, da de frodige bjerge dækker hele 65 procent af regionens areal. Det har naturligvis også betydning for madkulturen, hvor fåreavl sætter sit præg på menukortet.

I programmet besøger parret fårehyrden Enio, de er med til at malke får og lave pecorino-ost – og så oplever de, hvordan man parterer et lam og laver lækre arrosticini-grillspyd.

De går også på opdagelse i bjergbyen Pretoro, hvor de ser, hvordan man ved håndkraft bygger den antikke pastamaskine ”la chitarra” – og mamma Regina viser efterfølgende, hvordan man bruger den og laver den lokale ret spagetti alla chitarra con ragú.

Parret lægger også vejen forbi et vinslot, som er overtaget af to unge, dynamiske brødre – og så ser de nærmere på områdets safranproduktion.

Mange føler sig velbevandret i den italienske madkultur – men er vi egentlig det? Italienerne har selv et slagord som lyder: ”La cucina italiana non esiste” eller ”- det italienske køkken eksisterer ikke”. Det skal understrege, at Italiens regioner er så forskellige, at man ikke kan tale om et italiensk enhedskøkken. Abruzzo har sit eget køkken, og lokalt i Abruzzo er der også store forskelle. Endelig har hver familie naturligvis sine egne opskrifter og måder at tilberede retterne på.

Claudia Amendola er italiener og har et indfødt gastronomisk gen, der ikke fornægter sig i hendes nysgerrighed for mad. Claus Pedersen er uddannet kok og har blandt andet arbejdet for Gordon Ramsey i London – men det var i støvlelandet, at han for alvor forelskede sig i gastronomien.

Udsendelsen genudsendes på DK4 søndag d. 28. december kl. 22.00

Se trailer til programmet her:

Læs mere:

Chitarra – guitarpasta fra Abruzzo

Safran – Abruzzos guld

Abruzzos vine

Hotellet på toppen

Hotel Campo Imperatore

Højt oppe i Gran Sasso på Campo Impetarore ligger et meget karakteristisk og historisk hotel. Hotellet ligger for enden af vejen på et plateau i 2200 meters højde lige før man bevæger sig op mod Cono Piccolo og Cono Grande, som ses tydeligt nedefra hotellet.

Hotellet, der er meget karakteristisk med sin form, er bygget i starten 30’erne under fascisterne. Hotellet er også meget knyttet til Mussolini, fordi han sad fanget her fra 28. august til 12. september 1943 efter han var blevet afsat. Tyskerne befriede ham ved at sende et svævefly ind og føre ham til Tyskland. Det værelse han boede i står i dag som dengang han forlod det. Efter sigende kan man få lov at se værelset, hvis man beder om det.

En lang svævebane fører op til hotellet. Den første blev lavet i 30’ erne sammen med hotellet. Den nye er fra 80’ erne. Om vinteren er vejen op til hotellet ofte lukket, så der er svævebanen eneste forbindelse med omverdenen.

Om vinteren går skipisterne lige uden for døren og der er skiskole og skiudlejning i kælderen. Om sommeren bruges hotellet som udgangspunkt for vandreture.

I den karakteristiske bue er der restaurant i bunden.

I de år jeg er kommet der, har hotellet altid haft en facade med afskallet maling.

Ved siden af hotellet er der en botanisk have og et observatorium. Og oven over på bjergkammen på vej om mod Cono Grande ligger refugiet Duca degli Abruzzi (det ses øverst i billedet).

Se mere på hotellet hjemmeside: http://www.hotelcampoimperatore.it/ – på italiensk selvfølgelig.

Læs mere:
Campo Imperatore