Et historisk refugie midt i storslået natur.
Refugio Garibaldi i Gran Sasso tæt på Appeninernes højeste bjerg Corno Grande (2912 meter) er et af de ældste refugier i Appeninerne og er blevet etableret i 1886, men er blevet restaureret/genopbygget for nogle år siden.
Det lille refugie opkaldt efter Italiens nationalhelt ligger midt i Campo Pericoli (den farlige mark) i 2230 meters højde omkranset af bjergrygge. Det er et imponerende syn at være ved refugiet midt i en rund dal så højt oppe og have bjergrygge og bjergtinder inklusiv Corno Grande og Corno Piccolo 360 grader rundt. Der er ingen civilisation i sigte.
Refugiet er åbent i sommerhalvåret og er bemandet i weekenden. Det er muligt at overnatte (der er tre-fire køjer) og lave mad eller spise sin madpakke, og man kan købe diverse drikkevarer.
Refugio Garibaldi er dækket af sne i vinterhalvåret, men der er en vinterindgang oppe på taget!
Det tager omkring 2 timer at gå fra hotellet ved Campo Imperatore ind til Refugio Garibaldi. Og knap to timer tilbage igen. Turen kan klares af de fleste i rimelig kondition, men nogle steder er stien ret smal, og der kan være højt ned, ligesom man nogle steder går i løse sten. Så er man bange for højder og usikker på benene, skal man nok lade være.
Men en tur ind til Refugio Garibaldi er bestemt en tur værd. På turen op kan man vælge at gå forbi et andet refugie, Refugio Duca Degli Abruzzi, som ligger i 2388 meters højde, og som man kan se fra hotellet ved Campo Imperatore. Det tager en lille time at gå derop, men det er stejlt.
Læs også:
Campo Imperatore