Italiens tredje største sø lå engang midt i Abruzzo.

Når man kører ad autostradaen A25 fra Rom mod Pescara kommer man ved Avezzano forbi et kæmpe fladt område lige syd for byen Celano.

Indtil Romertiden lå her midt i Appeninerne en sø, Lago Fucino, på mere end 140 kvadratkilometer. Søen lå her, fordi vand strømmede til, og der ikke var noget naturligt udløb.

Søen er forsvundet i to omgange.

Romerne gjorde nogle forsøg på at tømme søen og fik i to omgange med drænrør reduceret søens areal til henholdsvis 90 og 57 kvadratkilometer ved at bygge to store drænrør på 5,6 og 4,5 kilometer gennem bjergene. Årsagen var talrige oversvømmelser og malariamyg.

Den mindre sø lå der indtil midten af 1800-tallet, hvor Lago Fucino blev endeligt drænet.  Her blev der fra 1862 og frem til 1875 bygget en 6,3 kilometer og 21 meter bred drænkanal. Arbejdet blev gennemført under ledelse af en schweizisk ingeniør, Jean François Mayor de Montricher.

I dag er området et af Italiens mest frugtbare og her produceres en masse grøntsager. I supermarkederne kan man ofte støde på “patate di Piana del Fucino” eller “patate di Avezzano”, i hvert fald i Abruzzo.

Men egentlig er det en skam, at Abruzzo ikke længere har en af italiens største søer. Søerne i Abruzzo er i dag ofte kunstigt skabte med dæmninger for at lave elektricitet. Det gælder eksempelvis Lago di Campetosto, Lago di Barrea og Lago di Scanno.

Billedet hedder “Lac Fucino et les montagnes des Abruzzes”, og er malet i 1789 af Jean-Joseph-Xavier Bidauld.