Sulmona er en charmerende abruzzesisk provinsby, der ligger smukt i en dal med en fantastisk udsigt ind i Majella-bjergene, der rejser sig lige vest for byen. Men Sulmona nok mest kendt for sine confetti, glaserede mandler. Og Sulmona er bestemt et besøg værd.
Kommer man til Sulmona og går rundt i byens gader opdager man hurtigt, at byen er glad for sine confetti, de farvestrålende sukkerglasserede mandler. Der er flere gamle specialbutikker, der ikke sælger andet. Confetti kan enten spises eller bare bruges som udsmykning, og mange af butikkerne sælger kunstfærdige dekorationer udelukkende lavet af confetti, især er man glade for blomsterbuketter lavet af confetti. Personligt synes jeg nok, at der er gået lige lovlig meget turistindustri i det. Men det er ikke værre, end man kan leve med det.
Sulmona har hyggelig hovedgade og nogle flotte kirker. Men når man kommer til byen, er det specielt Piazza Garibaldi der byens største plads, som er interessant og falder i øjnene. Pladsen er virkelig stor og flot. På pladsens sydside ligger byens romerske akvædukt, og det er med til at gøre pladsen til en særlig oplevelse.
Hver sommer er der en middelalderfestival på pladsen med en form for ringridning, der er kendt som Giostra Cavalleresca. Ved påsketid fejres Madonna che Scappa (Madonna som løber). Ved ceremonien bæres statue af Madonnaen ind på pladsen, indtil bærerne sætter i løb for at komme over til en statue af den genopstandne Jesus. Ellers bruges pladsen til markeder i løbet af året.
Sulmona er også kendt som romer-digteren Ovids fødeby. Hovedgaden er naturligvis opkaldt efter ham, ligesom der på byens centrale plads Piazza XX Settembre (dagen for indtagelsen af Rom og dermed Italiens endelige samling i 1870) er en statue af ham.
Læs om Majella