Disse ti steder i Abruzzo er bestemt et besøg værd.
Det er jo blevet populært med hitlister over steder og ting, man bør se. Sådanne lister er jo ikke objektive. Alt afhænger af, hvem man er, og hvad man interesserer sig for. Men her er mine (indtil videre) ti favoritter i Abruzzo.
Campo Imperatore/Gran Sasso
Toppen af Abruzzo. En kæmpe og imponerende højslette. Mageløs og ”uendelig” natur med Abruzzos højeste bjerg, Corno Grande på 2912 meter og andre høje bjergtoppe samt enkelte pittoreske bjergbyer som Castel del Monte og Santo Stéfano di Sessanio. Hele området er nationalpark. Dette kan opleves kun 1½ times kørsel fra Rom.
Læs mere om Campo Imperatore
Rocca Calascio
Er man i Gran Sasso, så skal man køre hen og se Rocca Calascio. Rocca Calascio er en fascinerende borgruin midt inde i et øde landskab. Lige nedenfor Rocca Calascio ligger den ottekantede kirke Santa Maria della Pietà. Hvorfor begge dele er bygget her midt ude i ingenting kan undre. Men imponerende det er det.
Læs mere om Rocca Calascio
Trabocchi
Langs Abruzzos kyst fra syd for Pescara og ned mod Vasto finder man en række helt specielle fiskerhytter på pæle ude i vandet, Trabocchi. Fiskeriet foregår med store net, der sænkes ned i vandet. Fiskerhytterne er helt unikke og findes stort set kun her. Flere af dem er i dag restauranter, men mange bruges stadig aktivt til fiskeri.
Læs mere om Trabocchi
Scanno
Der er mange gamle charmerende småbyer i Abruzzo. Nogle ligger på en bakketop, andre på en bjergside. Men Scanno er nok en af de fineste, og selv om den er blevet lidt turistpræget (intet sammenlignet med andre steder i Italien). Men den er bestemt et besøg værd. Det er stadig muligt at se kvinder i de lokale dragter i byen. Turen ind til Scanno gennem kløften fra Autostradaen A25 er en oplevelse i sig selv.
Læs mere om Scanno
Calanchi di Atri
Ved byen Atri kan man opleve et landskab fyldt med ”calanchi”. Landskabet ser nærmest ud som om noget flydende er størknet på et øjeblik. De ligner noget fra en fremmed planet og er dybt fascinerende. Calanchi di Atri er i dag et naturreservat beskyttet af WWF med et rigt og varieret dyreliv. Mindre Calanchi findes andre steder i Abruzzo, men ikke i så imponerende og så meget som ved Atri. Er man i Atri bør man også besøge den fine domkirke Santa Maria Assunta.
Læs mere om Calanchi di Atri
Majella
Majella er Abruzzos andet store bjergmassiv. Det er lige som de andre store naturområder også udlagt som nationalpark. I Majella finder man Abruzzos næsthøjeste bjerg, Monte Amaro på knap 2800 meter, men der er andre høje tinder. Majella-området er også kendt for en masse huler, hvor der har boet eneboere. Der er talrige vandreruter i området, både på bjergtoppene og andre steder, eksempelvis i kløfterne Valle dell’Orfento og Gole di San Martino.
Læs mere om Majella
Grotte di Stiffe
Er man til det mere underjordiske, skal man besøge Grotte di Stiffe, der er Abruzzos største grotter, og som først er blevet opdaget får få år siden. Grotten er i alt cirka en kilometer lang og består af en række forskellige rum, som man bevæger sig igennem. Her er bl.a. en underjordisk sø og vandfald og stalagmitter og stalagkitter.
Læs mere om Grotte di Stiffe
Civitella del Tronto
Civitella del Tronto skal opleves. Det er det største fort i Italien – og det næststørste i Europa. Fortet ligger højt på en klippetop og er 500 meter langt og små 50 meter bred og har et areal på 25.000 kvadratmeter. Både fortet og udsigt derfra er imponerende. Fortet var det sidste der overgav sig til Garibaldi og kongen af Savoyen under Italiens samling. Neden for fortet ligger den charmerende by af samme navn.
Læs mere om Civitella del Tronto
Gole di Celano
Gole di Celano er en 12 km lang og meget imponerende kløft i det centrale Abruzzo ved byen Celano. Kløften er en af de mest imponerende kløfter i både Italien og i Europa. Kløften begynder oppe over byen Ovindoli nord for Celano og har et fald på mere end 500 meter, byder på fantastiske scenerier. En tur i hele kløften tager lang tid, men man kan jo gå noget af turen enten fra toppen eller nede fra bunden. Når man er i Celano bør man besøge den imponerende borg og nyde udsigten derfra.
Læs mere om Gole di Celano
L’Aquila
Abruzzos gamle historiske hovedstad burde stå højt på listen over steder, man bør besøge, men jordskælvet i 2009 smadrede det gamle historiske centrum, og der er lang vej til at byen er genopbygget. Hvis den nogensinde bliver det. Men byen er stadig et besøg værd. Domkirken (som er ved at være genopbygget), Kirken Santa Maria di Collemaggio lige uden for byen samt fontænen, hvor der kommer vand ud af 99 ansigter er nogle af de lokale seværdigheder. Man skal dog være forberedt på at se en by, der stadig er stærkt medtaget af jordskælvet.
Læs mere om L’Aquila