Ortona – en historisk havneby

I Ortona passer de på resterne af apostlen Thomas. Til gengæld lå byen det forkerte sted midt under 2. verdenskrig. Det gik hårdt ud over byen.

Ortona er en hyggelig gammel by helt ude ved Adriaterhavskysten midt mellem Pescara og Vasto. Byens historie går langt tilbage fra før romer-tiden, og har stort set siden sin grundlæggelse været en vigtig havneby på Abruzzo-kysten. Havnen er i dag stadig blandt de største langs kysten og er en aktiv erhvervshavn, bl.a. fordi havnen som en af de få har en stor vanddybde.

Men blandt troende er byen nok mest kendt for at huse resterne af apostlen Thomas som blev ført til byen i 1278 fra den græske ø Chios. Til opbevaring af apostlen opførte man i Ortona basilikaen, som naturligt hedder San Tommaso.

Helt ude ved skrænten ved kysten ligger den flotte gamle borgruin Castello Aragonese, der stammer fra det 15. århundrede. Tæt ved borgruinen ligger promeneden. Når man går på den er der et fantastisk syn ud over havnen og kysten ned mod Vasto.

Byen er også kendt for sine gode strande, som tidligt bragte turisme til Ortona.

Under 2. verdenskrig kom Ortona desværre til at ligge lige ved den tyske Gustav-Linje, der gik tværs over Italien (I vest gik linjen ved Monte Cassino, hvor der også var et hårdt slag). Gustav-Linjen skulle forsvares, og de allierede måtte ikke rykke længere op i Italien. Ved juletid i 1943 angreb canadiske styrker de tyske tropper, og det kom til et stort slag, hvor der blev kæmpet fra hus til hus. For tyskerne var det afgørende at søge at holde havnebyen. Det lykkes ikke. Byen blev næsten fuldstændig ødelagt, også basilikaen blev svært beskadiget, og mange blev dræbt, både soldater og civile. Slaget om Ortona bliver også kaldet for ”Lille-Stalingrad.” Lige syd for byen er der i dag en stor canadisk kirkegård med næsten 2000 begravede soldater.

Længere mod syd ned mod Vasto finder man Trabocco-kysten med de særlige fiskehytter ude i havet ”Trabocchi”, hvor mange i dag fungerer som fiskerestauranter.

Læs mere:

Vasto

Pescara

Trabocchi