Januar 2017 blev en frygtelig måned

Januar 2017 glemmer de ikke i Abruzzo sådan lige foreløbig.

Naturen var hård ved Abruzzo i januar 2017. Først begyndte det at sne kort efter nytår. Og det holdt ikke op med at sne sådan lige med det samme. Sneen væltede ned frem til omkring d. 20. januar, så Abruzzo blev begravet i sne, flere steder var der 2-3 meter sne. Byerne i bjergene og bakkerne og menneskene ude på landet blev totalt isoleret. Snevejret betød også, at strømmen og vandforsyningen gik i store dele af regionen i lange perioder, og mange måtte undvære strøm og vand i omkring en uge før den kom tilbage. Selv inde i byerne har mange ikke kunnet komme ud af deres boliger.

Sidst der var et meget voldsomt snevejr i Abruzzo var i 2012. Det lammede også regionen i flere dage, men kan slet ikke sammenlignes med det her i januar 2017.

Som om det ikke var nok. 18. januar ramte endnu et jordskælv i grænseområdet mellem Abruzzo, Lazio og Marche i nærheden af Amatrice, hvor der også var et stort jordskælv i august 2016. Jordskælvet kunne mærkes i hele Mellemitalien.

Jordskælvet betød, at en kæmpe lavine dagen efter skred ned af Gran Sasso bjergmassivet på den østlige side og ramte Hotel Rigopiano i nærheden af byen Penne. Hotellet blev smadret og skubbet ti meter og begravet i sne. 11 overlevede, 29 døde. Desuden fandt man tre hundehvalpe af den lokale race Pastore Abruzzese i live.

En lille uge senere styrtede en helikopter ned, da den skulle hente en tilskadekommen skiløber i skiområdet Campo Felice i det vestlige Abruzzo. Her døde seks mennesker.

Hvor mange andre, der er kommet til skade eller har mistet livet i forbindelse med det voldsomme uvejr i Abruzzo, vides ikke. Men det er nok en del.

Billedet er fra ”vores by” Atri, hvor frivillige er ved at rydde en smal gyde.

Man kan se mere af snevejret i Atri på disse tre videoer:
Video – Sne i Atri 1
Video – Sne i Atri 2
Video – Sne i Atri 3