Pacentro – lille hyggelig by med en fantastisk udsigt

Pacentro med den karakteristiske borgruin er en charmerende lille by på vestsiden af Majellabjerget.

Lidt uden for Sulmona et stykke oppe på vestsiden af Majellabjergmassivet ligger den pittoreske landsby Pacentro. Er man i området, er byen bestemt et besøg værd. Pacentro kan oversættes til fredens centrum: pace – centro.

Pacentro er især kendt for sin gamle borg der har to flotte næsten intakte tårne og et tredje, der mangler toppen, men oprindeligt har der været fire tårne på borgen. Borgen, der ligger øverst oppe i byen, stammer fra 1000-tallet.

Men den lille by der i dag har under 2.000 indbyggere har også en hyggelig gammel bydel med smalle gader, der nogle steder er trapper. Især helt oppe mod borgen bliver det smalt og kroget. Der er et par gamle kirker og et par små hyggelige pladser. For cirka 100 år siden boede der omkring 4000 mennesker i byen.

Fra byen er der også flere steder en fantastisk udsigt ud over området og dalen.

Pacentro er i øvrigt den by, hvor den amerikanske sanger Madonnas bedsteforældre på fædrene side udvandrede fra.

Forfatteren Marianne Gade har i 2018 udgivet bogen ”Drømmen om Italien – fortællinger fra Abruzzo”. Her fortæller hun historier fra Abruzzo med udgangspunkt fra Pacentro, hvor de har andel i et gammelt byhus, og fra Pratola, hvor de tidligere var medejere af et hus. Pratola ligger også tæt på Sulmona.

Sulmona