Teramo er lidt overset men bestemt et besøg værd

Teramo står lidt i skyggen af Abruzzos andre større byer: Pescara, L’Aquila og Chieti, men Teramo er en fin italiensk provinsby med en hyggelig bymidte og en meget flot gammel domkirke.

Byen Teramo, der også er provinshovedstad for Provincia di Teramo, ligger i det nordligste Abruzzo for enden af Autostrada A24 i bakkerne mellem Gran Sasso og Adriaterhavet. Byen, der er en større provinsby med cirka 55.000 indbyggere, lever af handel, industri og det landbrug der er i området rundt om byen.

Teramos historie går tilbage til længe før længe Kristi fødsel og byen erobres af romerne omkring 300 år før Kristi fødsel. Byen var en del af kongeriget Napoli, hvor den fungerede som hovedstad for provinsen Abruzzo Ulteriore (= det yderste Abruzzo – selvfølgelig set fra Napoli), den allernordligste del af kongeriget. Ikke langt væk ligger da også byen og borgen Civitella del Tronto, der lå på grænsen mellem Kongeriget Napoli og Kirkestaten. Det var den sidste borg til at overgive sig til Garibaldis styrker i 1861.

Byen har et fint Centro Storico med en meget bred Corso og med mange små hyggelige sidegader. Men det er nok især kirken Duomo di Teramo, Cattedrale di Santa Maria Assunta, og kirketårnet, der imponerer, både ude og inde. Kirken er opført i 1100-tallet.

Byen har sit eget universitet ”Università degli Studi di Teramo”, der er etableret i 1993, efter at have været en filial af universitetet i Chieti-Pescara i mere end 30 år. I dag er der 10.000 studerende på fem fakulteter.

Er man i Teramo og omegn bør man køre en tur til Civitella del Tronto og se den gamle store fæstning på toppen af bakken.

Civitella del Tronto