I Capestrano er middelalderen meget tydeligt tilstede, men byens historie rækker endnu længere tilbage.
Capestrano er en lille by på knap 1.000 indbyggere, der ligger på en bakketop i den sydlige del af nationalparken Parco nazionale del Gran Sasso e Monti della Laga.
På afstand ser man tydeligt den gamle middelalderborg Castello Piccolomini, der har været ejet af adelsfamilierne Acquaviva, Piccolomini (deraf navnet) og Medici samt af kongen af begge Sicilier (kongen af Napoli) og senere efter 1860 af den italienske konge. Slottet er blevet restaureret i 1924 og dele af det fungerer i dag som rådhus i den lille by.
Foran borgen er der en kæmpe plads, meget større end pladser i lignende mindre byer i Italien, og rundt om pladsen er der flere store og flotte paladser som vidner om at de rige adelsfamilier havde tilknytning til og opholdt sig i byen.
Byen er også kendt for at være fødestedet for helgenen Saint Giovanni da Capistrano og der er flere religiøse steder i byen blandt andet Convento di San Francesco (eller convento di San Giovanni).
Lidt uden for byen ligger Abbazia di San Pietro ad Oratorium, der også skulle være et besøg værd.
Men mest kendt er byen for at være findestedet for ”Guerriero di Capestrano” (krigeren fra Capestrano), en over 2 meter høj statue af en kriger. Skulpturen daterer sig tilbage til 600 år før kristus. Krigeren blev fundet af en bonde der pløjede sin mark i 1934. Skulpturen, der er helt intakt, står i dag på det arkæologiske museum i Chieti.
Læs mere: Chieti