2. Verdenskrig var også hård i Abruzzo

Især syd for Pescara var krigen barsk i Abruzzo, men mange byer blev også bombet, herunder Pescara.

9. juli 1943 var de allierede gået i land på Sicilien, og frem til efteråret 1943 gik det stærkt med fremrykningen op gennem Italien. Men den tyske Gustav Linje tværs over Midt-Italien satte en stopper for yderligere fremrykning i lang tid.

I vest fulgte Gustav Linjen floderne Liri og Garigliano, der løber ud i havet ved den lille by Minturno i det sydlige Lazio. I øst fulgte den Sangro-floden, der løber i det sydlige Abruzzo og munder ud i Adriaterhavet mellem Vasto og Ortona. I midten var der de høje og ufremkommelige Appeninerbjerge i Abruzzo og Lazio, som var svære at trænge igennem og lette at forsvare.

De allierede brugte fra midten af november 1943 til slutningen af maj 1944 til at kæmpe sig gennem Gustav Linjen.

Gustav Linjen er nok mest kendt for slagene i vest ved Monte Cassino og Anzio. De varede fra januar til maj/juni 1944. Men i Abruzzo gik det også hårdt for sig.

13. august og 14. 17. og 20. september 1943 bliver Pescara bombet af de allierede. Målene var især jernbanestationen og havnen. 80% af byens centrum blev ødelagt. Montesilvano blev også bombet flere gange, ligesom andre byer, især langs kysten og jernbanen ved havet blev bombet.

De allierede nåede Sangro-floden 9. november 1943. 28. november angriber de allierede over floden. Det følges op af en krydsning af Moro-floden lidt længere nordpå 4. december og slaget om Ortona, der varede fra 20 til 28. december 1943. Her kæmpede canadiske styrker mod tyskerne. Slaget er også kendt som ”Italiens Stalingrad”, da kampene var meget hårde og foregik fra hus til hus.

Efter Slaget ved Ortona gik fronten i øst i stort set i stå i et halvt år. Pescara, der kun ligger 25 km. nord for Ortona, blev først befriet 10. juni 1944.

Tyskerne rykkede nordpå til den Gotiske Linje, der gik fra Pisa til Rimini. Den holdt stort set fra august 1944 og frem mod krigens afslutning.

Den allierede fremrykning langs Italiens østkyst blev ledet af Feltmarskal Montgomery indtil han blev sat i spidsen for planlægningen af invasionen i Normandiet.

Ved Sangro floden ligger der en engelsk kirkegård ”Sangro River War Cemetary” med mere end 2500 faldne, mest englændere men også andre, herunder især soldater fra New Zealand, Indien og Pakistan.

Lige syd for Ortona ligger ”Moro River Canadian War Cemetary” med mere end 1500 faldne canadiere.

Begge er værd at besøge.

Læs mere om Ortona

Chieti – hyggelig by fuld af historie og med fantastisk udsigt

Chieti giver indblik i Abruzzos historie, har en charmerende gammel bykerne og har udsigt til alle sider.

Chieti er en af de ældste byer i Abruzzo.  Den ligger fantastisk på et højdedrag med udsigt til alle sider, så man kan se Majella, Gran Sasso, Adriaterhavet og ud over Pescaradalen.

Byen er grundlagt helt tilbage omkring år 1.000 før Kristi fødsel. Både grækere og romere kaldte byen Teate, og i romertiden boede der omkring 60.000 mennesker i byen. Nogenlunde det samme som i dag.  Byen er da også fuld af romerske ruiner. Hvornår byen skiftede navn til Chieti er lidt uklart.

I dag står byen lidt i skyggen af Abruzzos største by Pescara, der ligger få kilometer fra Chieti. Men hvor Pescara er en forholdsvis ny by bygget op omkring havnen, jernbanen og havet, emmer Chieti af historie.

Byen er især kendt for statuen ”Guerriero di Capestrano” (krigeren fra Capestrano, se billedet), der nærmest er blevet symbol på Abruzzo. Den yderst velbevarede statue på mere end 2 meter kan ses på Abuzzos arkæologiske museum i byen. Statuen blev fundet i 1934 ved byen Capestrano. Abruzzos arkæologiske museum fortæller en masse om Abruzzos forhistorie og er bestemt et besøg værd. Byen har også et andet interessant arkæologisk museum, La Civitella, der har mere fokus på byen Chieti og som også har et stort romersk amfiteater.

Byens corso (hovedgade), Corso Marrucino, er en hyggelig og flot hovedgade med mange fine bygninger, hvoraf mange af dem har en fin arkade.

Endelig er Chieti kendt for en af de største og traditionsrige Langfredags-processioner i Italien. Efter sigende skal den have fundet sted siden 800-tallet.

Parco Regionale Sirente Velino

Naturparken midt i Abruzzo er både flot og interessant.

Parco Regionale Sirente Velino står lidt i skyggen af Abruzzos tre nationalparker: Parco Nazionale d’ Abruzzo, Lazio e Molise, Parco Nazionale Gran Sasso e Monti della Laga og Parco Nazionale della Majella er de kendte parker. Men også Parco Regionale Sirente Velino er flot og interessant og bestemt et besøg værd, selv om parken kun er regional og ikke national.

Parken, der i nord starter lige syd for L’Aquila og i syd begynder ved byen Celano, er på 564 km², og er rig på både flora og fauna og byder på en flot og varieret natur.

De to bjergtoppe, Monte Velino på 2,487 m. og Monte Sirente på 2349 m., har lagt navn til parken. De er lidt mindre end Abruzzos højeste bjerg Cono Grande i Gran Sasso på 2912 meter, men de er stadig blandt de højeste i Abruzzo.

Andre interessante steder i parken er bl.a Gole di Celano, der er en af Italiens længste kløfter, og Grotte di Stiffe, der er de største grotter i Abruzzo, hvor man eksempelvis kan opleve store vandfald inde i grotterne samt højsletten Piani di Pezza i 1500 meters højde ved skisportsbyen Ovindoli. Et andet kendt skiområde i Parco Regionale Sirente Velino er Campo Felice. Bege steder er der alpin ski om vinteren.

Midt i parken ligger byen Rocca di Mezzo. Den er en af de koldeste byer i Midtitalien -både vinter og sommer. Så bliver det for varmt i Abruzzo om sommeren, så skal man bare tage ind midt i Parco Regionale Sirente Velino og blive kølet lidt af, sige de lokale.

Man kommer til parken ved at køre af A24 ved L’Aquila eller ved at køre af A25 ved Celano. Gør man det sidste, bør man også besøge Castello Piccolomini i byen Celano– både borgen og udsigten er fantastisk.

Læs mere:
Gole di Celano
Grotte di Stiffe
Castello Piccolomini

Valle Orfento – en utrolig smuk naturoplevelse

Hvis man elsker skønne naturoplevelser og flotte gåture, bør man unde sig selv en tur i Valle Orfento.

Valle Orfento er en lang og dyb kløft der går fra byen Caramanico Terme og op til toppen af Majella bjergmassivet. I bunden af kløften løber floden/bækken Orfento. Det er muligt at gå på stier i bunden af kløften langs floden. Når man går i kløften fører fine træbroer en over på henholdsvis den ene og den anden side af floden.

Nede i kløften rejser klippesiderne sig stejlt op på begge sider af den smalle kløft. Vegetationen i kløften er fantastisk smuk og overvældende. Her er meget grønt med mange planter og blomster. Samtidig har man den rislende flod, der skaber en helt særlig stemning.

Turen fra Caramanico Terme og op til toppen er lang og vil tage mange timer, da man også skal tilbage igen. Men det er også muligt at tage en kortere tur ind i kløften og eksempelvis gå en times tid ind – og tilbage igen.

En tur i Valle Orfento er et godt alternativ til en bjergtur, hvis det er meget varmt, så er der mere køligt nede i kløften. Eller hvis det er skyet oppe i bjergene, så man ikke kan orientere sig.

Den bedste måde at finde kløften på er at køre af ved afkørslen Alanno-Scafa på Autostradaen A25 og køre mod Caramanico Terme. Lige før man kommer til Caramanico Terme kommer man til en bro over dalen. Her kan man let parkere og tage trapperne ned i kløften. Der er fint afmærket med skilte.

Men der er stejlt og mange trapper ned. Og man skal op igen. Har man en almindelig kondition, er det ikke et problem. Men helt små børn, gamle og gangbesværende skal nok ikke gå derned.

I det tidlige forår skal man også lige tænke sig om, inden man tager ned i kløften. Her kan der være meget vand i floden, da en del af smeltevandet fra Majella jo ender i floden. Og om vinteren skal man nok også blive væk, men resten af året går det normalt fint.

Tager man ned i Valle Orfento venter en utrolig smuk naturoplevelse.

Byen Caramanico Terme er i øvrigt meget berømt, i hvert fald i Italien og i særdeleshed i Abruzzo og omegn for sine termiske bade.

Læs mere: Majella

Azzinano – lille bjerglandsby fuld af vægmalerier

Azzinano er en lille bjerglandsby der trykker sig tæt op af Gran Sasso bjergmassivet på den østlige side. Det ville være en lille bjerglandsby som 1000 andre i Abruzzo, hvis ikke den lille by var fuld af vægmalerier.

De første vægmalerier blev skabt omkring år 2000 og i dag rummer byen hen ved 30 større eller mindre vægmalerier. Der kommer hele tiden flere til.

Alle vægmalerierne er naivistiske i deres stil og handler stort set alle om gamle lege og spil. Børn går igen på næsten alle billeder.

Landsbyen ligger i kommunen Tossicia, der i alt har 1400 indbyggere!

Man kommer dertil ved at køre af ved afkørslen Colledara/ San Gabriele på Autostradaen A24. Afkørslen ligger lige før eller lige efter den mere end 10 km. lange tunnel, der fører gennem Gran Sasso massivet – alt afhængig af hvorfra man kommer.

Er man i området, eller kører på A24 og har brug for en pause, er den lille landsby bestemt en omvej værd.

Se lille film på YouTube fra Azzinano her.

Abruzzos vine

Det er let at få et overblik over vinene i Abruzzo. Og så i dag heldigvis alligevel ikke.

I gamle dage var det simpelt. Der var rød, hvid og rose (som dog i Abruzzo hedder cerasuolo – kirsebær-rød). Rød og cerasuolo lavet på den røde drue ”Montepulciano d’Abruzzo”, den hvide Trebbiano d’Abruzzo lavet på trebbianodruen, som også bruges mange andre steder i Italien. Endelig er der en hvid drue pecorino, som giver mere fyldig, fed og frugtig vin end den tørre trebbiano. (ja, den hedder det samme som den kendte fåreost).

Pris og kvalitet hang normalt sammen, men fokus var tidligere de fleste steder på at lave en masse vin til en billig pris. Det meste blev drukket lokalt. Eller blandet op med anden italiensk vin.

Men sådan er det heldigvis ikke mere.

Abruzzo kom ret sent i gang med at få kvalitetsmærket deres vine. Montepulciano d’Abruzzo DOC blev først lavet i 1968, og dækkede hele regionen. Druen er primært Montepulciano d’Abruzzo, men 15% sangiovese er tilladt. I dag er Montepulciano d’Abruzzo en ret fyldig og frugtig vin med en del tyngde og kant (hvis det er en god kvalitet). Farven er næsten blåsort.

Trebbiano d’Abruzzo DOC kom til i 1972 og dækkede også hele regionen. Og så skete der ikke noget i mange år.

Så kom Colline Teramane DOC i 1995 (bakkerne rundt om byen Teramo), som blev opgarderet til DOCG i 2003. Controguerra DOC i 1996. Det er en lille kommune i det nordlige Abruzzo, der fik sin egen DOC. Og siden er et par andre mindre lokale “DOCs” kommet til. Terre Tollesi DOC i 2008 og Villamagna DOC og Ortona DOC i 2011.

Men ikke nok med det. I dag er der også en lang række vine med klassifikationen ”Indicazione geografica tipica (IGT)”, her eksperimenterer man blandt andet med internationale druer som merlot og cabernet sauvignon. Der kan findes rigtig fine vine i denne kategori. Og mange af dem er ikke billige.

Endelig er der kommet rigtig mange økologiske producenter i Abruzzo de senere år.

Meget er lavet om. Men én ting gælder stadig. Pris og kvalitet hænger stadig ofte sammen. Og generelt er kvaliteten hævet en hel del.

Barrea og Lago di Barrea

Barrea er pittoresk lille abruzzesisk by med en fantastisk udsigt og en gammel borg på toppen.

Er man i det sydlige-vestlige Abruzzo og i nationalparken ”Parco nazionale d’Abruzzo, Lazio e Molise”, så bør man unde sig selv et besøg i den lille by Barrea ved Sangro floden og opleve udsigten fra den gamle borg på toppen af byen ud over Lago di Barrea.

Den lille by med knap 800 indbyggere ligger på en bakketop i den østlige ende af Lago di Barrea. Byens små hyggelige gader med gamle huse fører op til den flotte middelalderborg, der blev bygget i 11- og 12-hundrede tallet. Selve byens historie går tilbage til forhistorisk tid. Er man i byen, er en tur op på borgen et must.

Fra byen og specielt fra borgen er der en imponerende udsigt ud over søen. Søen er kunstig, som mange af de øvrige søer i Abruzzo, men det gør den ikke mindre flot. Søen er skabt i 50’erne, da man opdæmmede Sangro floden ved Barrea og lavede et vandkraftværk i den stejle slugt, der ligger lige nord for byen.

Søen er et udflugtsmål i sig selv for mange lokale, som bruger den til at sejle på, bade i og nyde fritidslivet ved bredden. Her bliver ofte grillet og hygget. Der er lavet nogle fine sandstrande ved søen.

I den anden ende af søen ligger byen Viletta Barrea, der er lidt mindre en Barrea. Her er noget flot natur, især langs Sangro floden og nogle gode bjergtoppe, man kan gå op på og nyde udsigten ud over området.

Og er man på de kanter, bør man køre turen op fra Viletta Barrea til Scanno. Nok en af Abruzzos mest berømte bjergbyer. Både byen og turen derop gennem passet er meget smukke.

Læs mere om Scanno

Læs mere om Parco nazionale d’Abruzzo, Lazio e Molise

Gabriele d’Annunzio – Abruzzos stolte søn

Den store poet, der også var nationalist og krigshelt.

Når man rejser rundt i Abruzzo støder man ofte på navnet Gabriele d’Annunzio. Specielt hvis man befinder sig i det østlige Abruzzo. Mange gader i mange byer bærer navnet. Universitetet i Pescara og Chieti hedder ”Università degli Studi G. d’Annunzio”, ligesom andre offentlige institutioner også bærer hans navn.

Gabriele d’Annunzio var forfatter og poet, krigshelt, flyver og nationalist, og er nok en af de mest kendte abruzzesere gennem tiderne – både i Italien og i udlandet. I dag er han stort set glemt udenfor Italien.

Gabriele d’Annunzio blev født i det der i dag er blevet til Pescara i 1863 og døde i Norditalien i 1938.

Han spilede en stor rolle i italiensk litteratur fra 1880´erne til omkring 1910. Flere af værkerne blev i samtiden oversat til både engelsk og dansk. De første værker blev skrevet allerede mens han var teenager. Hans store litterære produktion omfatter digte, noveller, teaterdramaer og romaner.

Han var en glødende italiensk nationalist, og da første verdenskrig brød ud meldte han sig i moden alder til italiensk krigstjeneste mod Østrig-Ungarn. Han havde lært at flyve før krigen og blev derfor en del af det italienske luftvåben. Mest kendt blev han for en aktion, hvor han i 1918 fløj helt til Wien og kastede flyveblade ned over byen.

Efter krigen argumenterede han stærkt for at Italien skulle annektere byen Fiume (i dag Rijeka i Kroatien) og andre dalmatiske havnebyer så som Dubrovnik og Zadar. Byen havde en blandet befolkning, heraf en del italienere. Da den italienske regering ikke ville annektere byen, stillede han sig 1919 i spidsen for en skare italienske frivillige. De indtog Fiume, og han lod sig udråbe til dens provisoriske regent og proklamerede byens forening med Italien. Da den italienske regering ikke ville godkende dette lod han sig selv udnævne til ”Duce” af Fiume. I slutningen af 1920 blev han tvunget af den italienske regering til at opgive stillingen og opløse sine tropper og forlade Fiume. I fire år var Fiume en såkaldt ”fristat”. I 1924 blev Fiume efter en international afgørelse en italiensk by. Efter 2. verdenskrig blev byen en del af det daværende Jugoslavien og er i dag en byen Rijeka i Kroatien.

I 20´erne havde Gabriele D’ Annunzio tæt kontakt i Mussolini, og det er den generelle opfattelse, at Mussolini var stærkt inspireret af Gabriele d´Annunzios tanker og nationalisme. Gabriele d’Annunzio blev dog så vidt vides aldrig medlem af det fascistiske parti.

I 1924 blev han adlet af Kong Victor Emmanuel III og fik titlen ”Principe di Montenevoso. I 1937 blev han præsident for det italienske royale akademi. Han døde i 1938 i sit hjem i Gardone Riviere ved Gardasøen og fik en statsbegravelse af Mussolini.

Billedet viser ham som flyver under 1. verdenskrig. Gabriele d´Annunzio sidder forrest.

Mere om Gabriele d’Annunzio (wikipedia)

Der er i dag et museum for Gabriele d’Annunzio i Pescara i huset, hvor blev født.

Januar 2017 blev en frygtelig måned

Januar 2017 glemmer de ikke i Abruzzo sådan lige foreløbig.

Naturen var hård ved Abruzzo i januar 2017. Først begyndte det at sne kort efter nytår. Og det holdt ikke op med at sne sådan lige med det samme. Sneen væltede ned frem til omkring d. 20. januar, så Abruzzo blev begravet i sne, flere steder var der 2-3 meter sne. Byerne i bjergene og bakkerne og menneskene ude på landet blev totalt isoleret. Snevejret betød også, at strømmen og vandforsyningen gik i store dele af regionen i lange perioder, og mange måtte undvære strøm og vand i omkring en uge før den kom tilbage. Selv inde i byerne har mange ikke kunnet komme ud af deres boliger.

Sidst der var et meget voldsomt snevejr i Abruzzo var i 2012. Det lammede også regionen i flere dage, men kan slet ikke sammenlignes med det her i januar 2017.

Som om det ikke var nok. 18. januar ramte endnu et jordskælv i grænseområdet mellem Abruzzo, Lazio og Marche i nærheden af Amatrice, hvor der også var et stort jordskælv i august 2016. Jordskælvet kunne mærkes i hele Mellemitalien.

Jordskælvet betød, at en kæmpe lavine dagen efter skred ned af Gran Sasso bjergmassivet på den østlige side og ramte Hotel Rigopiano i nærheden af byen Penne. Hotellet blev smadret og skubbet ti meter og begravet i sne. 11 overlevede, 29 døde. Desuden fandt man tre hundehvalpe af den lokale race Pastore Abruzzese i live.

En lille uge senere styrtede en helikopter ned, da den skulle hente en tilskadekommen skiløber i skiområdet Campo Felice i det vestlige Abruzzo. Her døde seks mennesker.

Hvor mange andre, der er kommet til skade eller har mistet livet i forbindelse med det voldsomme uvejr i Abruzzo, vides ikke. Men det er nok en del.

Billedet er fra ”vores by” Atri, hvor frivillige er ved at rydde en smal gyde.

Man kan se mere af snevejret i Atri på disse tre videoer:
Video – Sne i Atri 1
Video – Sne i Atri 2
Video – Sne i Atri 3

Gole di San Martino – en smuk kløft

Går man en tur ind i Gole di San Martino i Majella venter der en flot oplevelse.

På Majellabjergets østlige side finder man en af Abruzzos smukke og imponerende kløfter ”Gole di San Martino”. Kløften ligger lige vest for byen Fara San Martino, som man skal igennem for at komme til kløftens indgang.

Selve indgangen til kløften er meget smal med stejle klippesider mange meter op på begge sider. Man kan faktisk røre begge klippevægge, hvis man rækker begge hænder ud til siden.

Lige inden for den smalle indgang ligger en ruin af et nedlagt kloster “Monastero San Martino” klemt inde mellem de stejle klipper. Bevæger man sig længere ind i kløften åbner den sig mere op og bliver bredere. Men stadig med stejle klippevægge på begge sider. Terrænet går pænt opad, men det kan klares af de fleste med en rimelig kondition og noget fornuftigt fodtøj. Der er vandrestier ind i og op i kløften og ingen farlige passager. Men et besøg er nok bedst i sommerhalvåret. Om vinteren kan kløften være fyldt med sne. Og husk lidt mad og især noget at drikke. Der kan være meget varmt.

Kløften er rimelig lang, faktisk ender kløften på toppen af Majellabjerget, og det er en lang tur. Men går man 1½ – 2 timer ind i kløften, og tilbage igen, så får man en god tur og kan se noget fantastisk natur.

Byen Fara San Martino er i øvrigt hjemsted for den berømte pasta De Cecco, og der ligger flere store pastafabrikker ved byen.

Læs mere om de Cecco.