Hvorfor laver jeg denne blog? Dels fordi jeg ikke kan lade være, og synes det er sjovt. Dels fordi jeg synes Abruzzo trænger til mere opmærksomhed. Det er et fantastisk sted, som alt for få kender.
Her er utrolig flot natur. Bjergtagende – i bogstaveligste forstand. Her er hyggelige byer og et smukt bakket landskab. Der er fantastiske strande. Her er god mad og vin – til yderst rimelige priser. Men ikke mindst er her en masse venlige, imødekommende og hjælpsomme mennesker. Især hvis man kan sige lidt på italiensk. For her er ikke så mange, der er gode til engelsk eller tysk.
Flere lokale, vi har mødt, siger ”Hvad laver I dog her?” ”Hvad vil I her?” ”Hvordan fandt I hertil?” Samtidig synes de selv, at deres region Abruzzo, trods økonomisk krise, er et dejligt sted og har det hele: Bjergene, bakkerne, skovene, landsbyerne, strandene – og så selvfølgelig god mad og vin og venlige mennesker. Og det er vi jo helt enige i. Det er derfor vi kommer!
Jeg vil med denne blog prøve at formidle lidt viden om en dejlig region i Italien, vi heller ikke kendte til.
Til daglig arbejder jeg i webfirmaet Xylofon A/S og er partner i Jøp, Ove & Myrthu Vest P/S, der ejer Xylofon.
Søren Petersen